Senior træf i Norge
Af Johs. Johansen - Grenaa For en 7 -8 år siden begyndte en lille flok Senior medlemmer fra Bl.a. Grenaa og Skive at ta´ til Sørlandstræf i Arendal i Norge - for mit vedkommende var 1999 første gang jeg deltog, og jeg har været med siden. De første år kostede det en formue, hvis man da ikke selv tog mad med hjemmefra, hvilket vi også gjorde, men her de seneste år har vore Norske venner forstået at lave næsten samme koncept som vi har i Senior MC her i Danmark - blot en smule dyrere. Øl og tobak bør man dog have med hjemmefra for det koster en mindre formue - mildt sagt! Selve træffet er ikke særligt stort, ca. 100 deltagere i snit, men enormt hyggeligt - og alle de gange jeg har været med har der været 25 - 28 gr. varme - det er da i det mindste godt øl vejr. Træffet i 2003, som det her handler om, var også rigtig hyggeligt. Fra Grenaa deltog Bente, Bibs, Per (gæst) Marianne og Jeg selv. Senere stødte Lis og Eddy til som afslutning på deres ferie i Norge. Jeg var lige ved at glemme Bette Søren som også var med. Vi fra Grenaa skulle med færgen fra Hirtshals kl. 14:00 om fredagen, lidt sent, for det indebar at vi ikke ankom til Arendal før kl. 20:00. Det gjorde nu ikke så meget for vejret var godt, så vi kunne sidde ude det meste af natten hvis vi ville, og det gjorde vi også. Om lørdagen kørte vi, som vi plejer, en tur ind til Arendal centrum, og her er der ganske hyggeligt at trave lidt rundt, gå lidt i butikker, eller kikke lidt på havnen som ligger helt ind til torvet. Om eftermiddagen var der forskellige konkurrencer på træfpladsen - noget med sjippetov, og vankamp med fyldte balloner - vældig skægt. Lørdag aften var der traditionen tro" rejeaften " dvs. man kunne spise alle de rejer man orkede. Man kunne dog også få alternativ mad, heldigt for mig og Bente som ikke er så vilde med rejer. Efter maden var der lotteri - lodderne blev solgt om eftermiddagen på pladsen - og her var der også som sædvanlig så mange gevinster at vi næsten ikke kunne undgå at vinde et eller andet. Ud på aftenen spillede det hyrede orkester op til dans, men pga. det gode vejr opholdt de fleste træfdeltagere sig udendørs - til langt ud på natten. Den eneste af os Danskere der var på dansegulvet, var Bette Søren - som vistnok kom meget sent i seng. Som det tydeligt ses på et af billederne var Søren ikke helt kvik om morgenen - han sov næsten til middag om søndagen. Søndagen startede med morgenmad i det fri, i 25 gr. varme. Derefter skulle tiden bare gå til over middag så vi var sikre på at kunne køre derfra - nogenlunde appelsinfri. Vi havde masser af tid, for vi kunne ikke komme med færgen før kl. 20:00. Vi havde planlagt i forvejen, at vi om eftermiddagen ville besøge Kristiansand Kanon Museum - og hvad er så det ? ...jo, det var jo sådan, at under krigen byggede Tyskerne 2 store kanonbatterier - et i Hanstholm og et i Kristiansand - som kunne beskyde hele Skagerrak og dermed lukke af for fjendtlige skibe. I Hanstholm er der kun beton tilbage, men i Norge har man beholdt den ene af de fire kanoner fuldstændig intakt, og det er så museum i dag. Det er en ordentlig moppedreng, denne kanon. De granater den skød med vejede 800 kg. og de nåede næsten 50 km ud ! Skudhastigheden var ca. 1000 m/sec. - ganske imponerende. Der er ikke så meget mere at fortælle om kanonen - se selv billederne, eller endnu bedre, besøg selv stedet hvis du får mulighed for det - det er ganske spændende at se hvad Tysk våbenindustri kunne lave for 65 år siden. Efter Museums besøget trillede vi stille og roligt ned til havnen i Kristiansand - et par timer før tid, og så var der kun at vente på færgen. Sejlturen tog 4½ time så der blev tid til lidt mad ombord. Vi landede i Hirtshals kl. 0:30 - Bente, Bibs og Per overnattede hos Bette Søren, mens Marianne og Jeg valgte at køre til Grenaa. Vi var hjemme ved firetiden om morgenen, godt trætte, men det havde været en knippelgod tur, og vi gør det gerne igen hvert år hvis der er mulighed for det. Prisen for at deltage i træffet var 480 Nkr. Det dækker fuld forplejning hele weekenden samt et træfmærke. Der er kun ca. 70 km. fra Kristiansand til Arendal, så benzin udgifterne er til at overskue. Færgebilletten er normalt dyr, men hvis man er lidt " heldig " kan en returbillet for en MC med fører godt " skaffes " for ca. 350 kr. Johs. fra Grenaa : |
|---|