Forårstræffet 2003

Tanker efter et træf som medarrangør!

Just hjemkommen, fuld af rare minder fra en meget vellykket weekend, øm i nakken efter godt 300 km. kamp på motorvejen med strid blæst og kulde, fik jeg lyst til at skrive et lille indlæg til vort blad og web – lige for at få bearbejdet indtrykkene og som  inspiration for gamle og nye medlemmer der endnu ikke har prøvet tjansen.

Det hele startede i efteråret 2002 hvor der blev annonceret efter arrangører. Efter nu at have nydt godt af andre medlemmers slid i 3-4 år syntes jeg at turen var kommet til mig, så jeg meldte mig som sidste mand på holdet til forårstræffet.

Vi var så 5 forsagte hanner der skulle vejledes og styres af en ”gammel” ræv i faget, nemlig Dorthe. Jeg behøver vel ikke at nævne at hun var i sit es lige fra  starten. De fleste af os boede langt fra træfstedet, så planlægning og megen kommunikation foregik pr. e-mail. Det var dog mest envejs, da Dorthe som den nærmest boende mere eller mindre tog sig af hele forarbejdet med bestilling af mad og drikkelse m.v.

William og Ralph der jo bor på Sjælland tog over til pladsen dagen i forvejen, sådan mest for lige at lære sproget, så vi kunne snakke sammen fra starten . De havde også benyttet lejligheden til at gå på opdagelse i Sæby  by night og havde allerede drabelige historier i ærmet til vi andre, da vi ankom fredag middag.

Spændt var jeg på de næste dage, på forhånd kendte jeg kun Dorthe, men stemningen var helt kanon fra første sekund.

arrangoererForaarstraef_3.jpg (17806 bytes)
Holdet bag dette års forårstræf

Stille og roligt gik vi i gang med arbejdet med at få pladsen klar til de først ankommende. Hvordan det skete kan jeg ikke huske, men alle fandt en rolle i gruppen uden at vi havde nogen form for aftaler, og sådan forløb de næste 3 dage på forbilledlig facon. Det var faktisk en forrygende oplevelse. Tingene blev bare gjort og alt klappede som det skulle. Jeg blev udnævnt til brygmester, måske fordi de tror at en mægler bæller kaffe hele dagen. Det blev til temmelig mange hundrede kopper i løbet af weekenden. William forelskede sig hovedkulds i opvaskemaskinen og så var det sat på plads de næste dage.

Jims favorit_3.jpg (12090 bytes)
Sådan ser Williams store kærlighed altså ud

Køkkenfolket er et værdsat folkefærd, det var tydeligt at mærke når deltagerne efterhånden som rejsegilderne var overstået, kom forbi køkkenet for at hilse på. Det er altså hyggeligt.

 De næste dage gik med opvartning og det er ikke småting sådan nogle gamle gæve seniorer kan fortære i løbet af en weekend. Det mest imponerende er dog tempoet det foregår i. Og  som træfarrangør oplevede vi det glædelige endnu engang, at der var kartofler nok – så vi er fri for at blive moppet de næste mange gange vi ses.

 Tiden fløj af sted  og snart var det søndag med tid til opbrud. Igen kommer de fleste forbi køkkenet og hilser farvel. Det blev en våd affære, ikke fordi vi var kede af det, men de fleste var nemlig sjaskvåde efter den megen regn og hyggede sig vældigt med lige at give et ekstra godt kram.

 Det gode samarbejde bestod endnu engang sin prøve og allerede ved et-tiden var vi klar til at overlade stedet til dets ejere. Som det er sædvane, i bedre  stand end da vi kom.

 Det var nu tid til afsked, William havde svært ved at løsrive sig fra opvaskemaskinen, men en anden kær maskine ventede og sejrede til sidst.

Vi var 6  trætte men glade arrangører der nu kunne begive os hjemad. En absolut dejlig weekend var overstået og som vi var enige om, skulle gøres om en anden gang.

Jørn og Dorthe_3.jpg (16728 bytes)
Godt nok vil de os det godt, sådan med forårsblomster
Men se hvor de ryster, de lider helt sikker af Parkinsons syge

 Fra mig skal lyde en tak til alle deltagerne for det gode humør og de mange positive bidrag, specielt tak til de træfdeltagere der lige gav en hjælpende hånd med i de mest hektiske stunder og en helt specielt tak til Ralph, William, Poul, Jørn og Dorthe  for en kanonhyggelig weekend –dejligt at lære jer at kende.

 Til alle gamle og nye medlemmer der endnu er skabsarrangører – spring ud – og få en dejlig oplevelse. Så er det også mere behageligt at nyde næste gang man deltager.

  

                                                                                                                          Peter, Haderslev