Med Peter og Gerda i Italien

Som læser af vort dejlige klubblad, vil man nok være opmærksom på at Gerda og undertegnede havde en pragtfuld tur til Bornholm i sommeren 2002. Turen skulle følges op med en tur til Italien i sommeren 2003, og vi begyndte så småt at planlægge forløbet af ferien allerede i januar. Når vi nu skulle til Italien så måtte vi da se om vi ikke kunne få billetter til operaen i Verona.
Vi bestilte to billetter til premiereaftenen på "Rigoletto", det skulle ikke være noget problem, vi var jo ude i så god tid. Billetterne ville komme fra Italien umiddelbart efter uge 7! Ja, godaw do, efter utallige henvendelser kom de i uge 29, men det er selvfølgelig også efter uge 7.
Nå men tiden nærmede sig jo også til at vi skulle sydover, vi havde bestemt at vi skulle køre søndag d. 10. august, og efter planen stod vi op kl. 5.00, vi ville nemlig køre ved sekstiden, men den var næsten 7 inden vi var færdige til afgang. Hondaen var pakket dagen i forvejen. Jeg skulle sørge for telt, soveposer og liggeunderlag, og alt var tilsyneladende i orden, indtil Gerda uforvarende stak hovedet ind på mit værelse, og så at ulvehytten stadig stod i hjørnet. Jeg var rimelig overbevist om at jeg havde pakket det, så vi var nær kommet af sted uden telt. Nå, men af sted kom vi, men allerede omkring Hjøllund prikkede Gerda mig på skulderen, og råbte mig ind i det ene øre at vi havde glemt badetøjet. Vi blev enige om at det måtte vi købe undervejs. Rask gik det atter sydpå, men 5 km fra grænsen begyndte Hondaen at hakke i det, vi var vel ved at køre tør for benzin. Er der nu reservetank på sådan en Gold Wing? Det var der heldigvis. Hondaen blev fyldt op, vi selv fik fyldt på, både væske og lidt at spise. Videre gik det mod Hamburg med en meget heftig trafik samtidig med at varme- graderne steg til subtropiske størrelser. Det var ikke med i vores planlægning. Vi måtte simpelthen holde nogle flere pauser for at få noget at drikke, og omkring middagstid smed Gerda kørebukserne, for at tage cowboybukser på. De var knap så varme.
Fra vores ferieplanlægning havde vi bestemt at vi skulle have en overnatning nede i Harzen, og vi ankom til Goslar ved 16- tiden, da var vi også noget trætte. Vi fik ulvehytten (Wolf 3000) og liggeunderlagene rullet ud, og før vi havde set os om havde vi hensovet en lille time af vores ferie. Efter et velfortjent bad, gik vi de 3 km ind til Goslar, og så lidt på byen, en meget smuk og gammel by. Vi fandt et hyggeligt sted hvor vi spiste. Tomatsuppe og laksetatar med salat. Gerda kunne godt lide suppen, men "føj" for laksetataren. Jeg syntes nu den smagte rigtig godt. Vi havde begge lidt problemer med maven om natten. Om det var maden vides der ikke noget om. Det var efterhånden ved at være sent og vi måtte hjem til campingpladsen. Det foregik i taxa, da gangvorterne var blevet noget ømme af de mange strabadser i løbet af dagen. Mandag morgen stod vi op ved ottetiden og hentede rundstykker oppe ved campingfatter, og bagefter drak vi morgenkaffe med vores naboer, Karl Johan og Rie, nogle ualmindelig søde mennesker der kom fra Randers.

Efter badet kørte vi til Bad Harzburg, hvor vi kunne se over til det gamle DDR og Bloksbjerg. Pas på piger!! Det var der heksene blev sendt ned i gamle dage. På parkeringspladsen hvor vi holdt var der rig lejlighed til at studere motorcykler, da den samtidig er samlingspunkt for MC’ere. Igen tilbage til Goslar hvor vi gik på byvandring og beundrede den smukke gamle by. Men da vi skulle hjem til campingpladsen, ja så kunne vi ikke rigtig finde ud af byen igen, og jeg var i 4 forretninger for at købe et bykort, men det var ikke til at opdrive. Tilfældigvis kom der 4 danske herrer gående, og Gerda og jeg har nok set tilpas opgivende ud, så vi fik et bykort af dem, og fandt så ud af byen og hjem igen. Vejret var stadig flot, så vi tog en lur under åben himmel, man var vel på ferie. Det var efterhånden ved at være aften, og vi tog igen til byen. Vi skulle jo også have noget at spise. Vi fandt en kineserrestaurant hvor Gerda da endelig fik noget at spise som hun godt kunne lide. (god mad) Efter at have råhygget os et par timer, gik turen hjem til campingpladsen hvor vi drak kaffe med naboerne. Kl.23,30 gik vi atter til ro.
Næste dag var det meningen at vi skulle tidligt op og videre sydpå, men vi var søvnige og vendte os over på den anden side og sov til kl. 6,45
Efter at have pakket al vor habengut sammen og læsset det på Hondaen, fandt Gerda ud af at det bageste blinklys ikke virkede, så var gode dyr rådne, men det var barnemad for vores nabo Karl Johan, han var vant til at servicere strålekanoner på Århus Kommunehospital, så det blev efter fejlfinding lavet. Klokken var efterhånden blevet 10 inden vi betalte de 22,20 Euro og forlod camping- pladsen og turen kunne fortsætte længere mod syd. Det blev en af de hårdeste ture jeg nogensinde har oplevet, termometret stod på 38-40 grader i skyggen hele dagen, og når man kører på motorvejen er der sgu ikke nogen skygge. Hondaens varmemåler var kun en millimeter fra det røde felt, og vores egen varmemåler var langt oppe i det røde felt hele dagen, så der var perioder hvor vi kun kørte 80-100 km mellem pitstoppene. Der skulle simpelthen hældes vand på systemet. Klokken var efterhånden også blevet hen ad halv syv og vi skulle også have fundet et sted for natten, og umiddelbart syd for Ulm drejede vi ad afkørsel 124 og kørte ind til den lille by med det noget pudsige navn Illertissen.
Efter at have spurgt os for blev vi anbefalet jernbanehotellet. Det viste sig at være et godt valg, bare det at få det svedige tøj af, få et bad og få noget lettere tøj på. Det var dejligt. Middagen eller rettere aftensmaden blev indtaget i hotellets gårdhave, en dejlig 3 retters menu der bestod af suppe, hønsebryst i champignonsauce og yougurtfromage med frugt og hindbærsauce, alt sammen til under 100 kr. pr couvert. Kl. 22 gik vi til ro, men, men vi kunne næsten ikke sove for varmen, men natten gik da. (mæ hva ??? red.) Op igen ved sekstiden, jeg havde ikke rigtig ro på mig, det var jo i dag vi skulle til Italien. Vi fik hurtigt badet og pakket vores skrammel sammen, indtaget morgenmaden i hotellets restau-rant og ud at betale for opholdet i receptionen i alt 67 Euro for et dobbelt-værelse, aftensmad og drikkevarer. Det var billigt.

Op på den tohjulede igen og ned gennem Tyrol. Der er flot, Østrig ligeså, men vejene er små til den megen trafik. Vi havde valgt at køre over ved Fern-pass, så det blev til lidt bjergkørsel. Temperaturen sneg sig efterhånden op på de 40 grader da vi nåede Brennerpasset. Der skulle betales vejafgift både før og efter Brenner, man har indtrykket af det bare skal give kassen. Lige nord for Gardasøen kørte vi af motorvejen og satte kurs mod Riva, det stykke vej fra den italienske grænse og hertil kostede 9,70 Euro. Nedkørslen til Riva er utrolig smuk, faktisk som et fotografi. I en utrolig tæt trafik fortsatte vi sydpå ad Strandvejen til byen Garda, hvor vi i udkanten af byen fandt campingpladsen La Rocca. Pladsen ligger helt ned til Gardasøen, men vi syntes nu ikke at standarden svarede helt til beliggenheden. Prisen pr. overnatning fejlede til gengæld ikke noget, 26 Euro for telt samt Gerda og jeg. Vores plan var at tage 4 overnatninger og så køre over til Venedig om søndagen. Efter igen igen at have rejst villaen, taget bad og fået noget tørt og let tøj på, satte vi os på vore medbragte stole for at hygge os over en kop kaffe. Vi følte os temmelig udbombede, nok mest på grund af varmen. På det tidspunkt havde vi kørt ca. 1700 km siden vi kørte hjemmefra. Vi sad lidt og kikkede hinanden dybt i øjnene og blev enige om at vi godt kunne mærke at vi ikke var 50 år mere. Apropos kaffen – vi havde hjemmefra medbragt en lille gasbrænder med tilhørende gasflaske og en kedel. Så kunne vi til hver en tid, tidligt som sent lave os en kop kaffe. Det havde vi utrolig megen glæde af. Kaffen er kostbar i Italien. (Det vender jeg tilbage til). Aftensmaden indtog vi på campingpladsens "restaurant", det var noget cafeteria-agtigt, ikke noget særligt. Efter en dejlig slentretur med hinanden i hånden langs Gardasøens bred, var det blevet tid til at tørne ind. Jeg faldt hurtigt i søvn, men Gerda susede ud og ind af teltet, hun syntes der var for varmt. De næste par dage havde vi sat af til at dase ved vandet og nyde hinandens selskab, vi skulle jo ud og investere i badetøj, Gerda fik en lille sag til omkring 500 kr., hvor jeg kunne nøjes med en hund. Men vil man i vandet, ja så må man jo betale for det. Med henblik på badning i Gardasøen vil jeg nok sige: Der er fandme mange sten. Jeg skulle jo også have fundet ud af noget med busforbindelse til Verona. Vi skulle jo også huske at sove til middag (man har vel ferie), men midt under det hele kom et tordenvejr rullende ned fra bjergene med efterfølgende tordenskylle. Det varede en times tid, men sikke noget dejligt vejr der blev, luften var ligesom renset og det var slet ikke så varmt  længere. Vi gik ind til Garda by for at finde et lille listigt sted, hvor vi ville spise, og var hjemme igen ved 22-tiden, og næste dags morgen, efter en god nats søvn, indtog vi morgen-completten i det solsvedne landskab, og ved 10-tiden fik jeg den lyse ide at vi skulle op til Riva del Garda, det var jo over 24 timer siden vi sidst havde været ud at køre. Efter at have spist en is og drukket en sodavand i Riva, blev vi enige om at køre rundt om Gardasøen hjem. Jeg havde troet at der var omkring 70-80 km, men der var 145 km ad snørklede veje. Ind imellem skulle man passe på både knæ og albuer for ikke at skrabe dem op af bjergsiderne. Efter endnu en vand og en kaffepause nåede vi endelig La Rocca.

Lørdagen oprandt, dagen hvor vi skulle til Verona. Formiddagen gik med forskellige gøremål, jeg var inde i Garda by for at få benzin og få tjekket olie og luft. Hondaen skulle jo være klar til næste dag, og Gerda havde igen noget tøj der skulle vaskes. Det er utroligt al det tøj man bruger når det er så varmt. Kl. 14,00 gik vi ud for at finde stoppestedet for bussen til Verona og steg også på, men 100 m efter stoppestedet. Bremserne er måske ikke så gode på de italienske busser? Velankommet til Verona skulle vi have Verona skulle vi have fundet Arenaen, og vi gik bare derudaf. Gangvorterne var efterhånden ved at være noget ømme, det her kunne ikke passe, og ganske rigtigt, efter at have spurgt om-vej, viste det sig at vi gik i direkte modsat retning af Operaen. Vi var efterhånden kommet under tidspres, for de billetter vi havde købt hjemmefra skulle byttes med nogle andre. Det skulle foregå på første sal ovenpå Liston Bar. Vi nåede det hele. Et par søde kvindelige agenter sørgede for at billetterne blev byttet, og samtidig var de så venlige at fortælle os, hvor vi fandt de bedste pladser i den prisgruppe, hvor vi havde bestilt billetter. Ligeledes fortalte de, at to gader borte lå der et supermarked, hvor vi kunne købe de fornødenheder, vi ville fortære under forestillingen. Belæsset med vand og vin, sandwich, ost og bananer stillede vi os op ved indgang 15 (Der er 70 indgange) kl. 18,25. Vi havde hørt at dørene ville blive åbnet kl. 19,00. Selve forestillingen skulle begynde kl. 21,00, men i vanlig italiensk stil blev klokken næsten halv otte inden der blev lukket op. Vi fandt os en rigtig god plads, og hyggede os med den medbragte mad, det var rigtig dejligt at sidde mellem titusinder af andre publikummere og bare vente på forløsningen. Vore forventninger blev opfyldt. Det var en storslået oplevelse. Før man fik set sig omkring var klokken blevet halv et, og det hele var forbi. Vi skulle nu finde bus nr. 6264 der skulle bringe os hjem til Garda igen. Hjemme igen kl. 2,30 og trætte og mætte af oplevelser drønede vi bare til ro.

Næste dag skulle vi så køre til Lido de Jesolo, en landtange der ligger ud for Venedig. Der ville vi tilbringe en uges tid med at dase ved Adriaterhavet, og så tage en båd over til Venedig en af dagene. For efterhånden at indskrænke mig lidt, vil jeg nøjes med at fortælle om vores dag til Venedig, alle de andre dage gik med at dase, hygge og lange spadsereture. Om tirsdagen var det planen at vi skulle tage til Venedig, og efter morgenmad og tøjvask gik vi op for at tage bussen til Port Sabbioni. Derfra tog vi en båd over til Venedig og lagde til ved Canal Grande. Nu skulle vi igen have noget sat ind på den kulturelle konto. Venedig lever virkelig op til hvad turist-reklamerne fortæller. Den er virkelig et besøg værd. Men også en dyr by. 13,40 Euro for 3 vand. Rekorden blev slået på Marcus-pladsen, hvor jeg inviterede Gerda på en kop cappuccino. 23 Euro for to kopper cappuccino, det er faneme dyrt. Jeg betalte 25 Euro. Tjeneren skulle nødig tro at det var fattigrøvene der var på besøg.

Vi var også inde i Marcus-kirken, vi stod i kø ca. 20 min. inden det blev vores tur. Efter en rundtur i kirken, satte vi os stille hen og tændte et vokslys, og tænkte over det hele. Katolikkerne har nok en mere synlig måde at dyrke deres og vores fælles gud på. På en måde er det nok lettere at være katolik. Man køber et vokslys og slår kors for sig, og så tror man vist at man er troende.

Inden vi skulle hjem igen skulle vi lige have fodret duerne på Marcus-pladsen. Så var det hjem igen til campingpladsen. Som sagt sådan nogle dage med solbadning, das og restaurantbesøg ligner jo alle hinanden, så det er vel rimelig uinteressant at berette om. Men fredag havde vi tænkt os at begynde turen hjemad, så efter at have pakket villaen og sengetøjet sammen, var klokken blevet 8,30 da vi forlod campingpladsen. Det gik bare derudaf med rappe hovslag af de 87 små japanske heste. Hurtigt var vi over Brenner og nu skulle vi bare mod Innsbruck, og så videre vestpå. Men jeg ved ikke rigtig hvad der gik galt, men noget var der galt. Efter at have kørt ind på en rasteplads og nøjere studeret Østrigs-kortet, blev jeg klar over at i stedet for at være havnet ca. 100 km vest for Innsbruck, ja så var vi endt 70-80 km øst for. Vi fik vendt modellen og sat næsen i den rigtige retning, og for at gøre det rigtig vellykket kørte vi forkert en gang mere. Vi ville køre ad de små veje op gennem Fernpasset, men vi kom til at køre af motorvejen for tidligt. Efter en del kørsel på kryds og tværs på små bjergveje, hvor vi nær var blevet løbet ned af et kobbel køer, fandt vi Fernpasset og kom godt over. Der gik jo nok et par timer i bjergene og en time ved Innsbruck, så Hondaen fik et ekstra rap i røven da vi igen kom på motorvej i Tyskland. Vi tog igen en overnatning på vores hotel i Illertissen. "De wa bår dæjli". Efter knap 14 dage i telt var det bare luksus at komme i en rigtig seng. Ah! Da morgen kaffen var drukket, var det på’en igen. Vi kørte fra Illertissen 7,45 og nordpå gik det, og det gik rigtig godt. Der var kun kødannelser oppe ved Elb-tunnellen, men den var også omkring 20 km på hver side, men vi kom da igennem. Tyskerne er flinke til at gøre plads til motorcykler. Som sagt, det gik rigtig godt, temperaturen var også blevet mere normal, ca. 25° og tørvejr hele vejen. Dejligt. Kl. 20,15 kørte vi ind på Nørrevang 3. Da havde vi kørt 1070 km fra Illertissen om morgenen, og vi var faktisk helt friske. Ja vi var faktisk så friske, at efter en hurtig svingom, ja så tog vi til børnefødselsdag samme aften.

Konklusion: Her 4 mdr. efter at vi er kommet hjem, siger vi flere gange til hinanden, at det har været en af de allerbedste ferier vi har haft, så det kan vi kun anbefale til dem, der skulle få lyst til en tur til Italen. En Honda GL 1100 er jo nok ikke verdens mest økonomiske MC. Vi skubbede 3800 km asfalt bagud, og til det brugte den 363 l benzin. Men jeg er også slem til at køre stærkt, og det koster jo altså. Til gengæld brugte den ikke en dråbe olie eller vand. Hvor nødigt jeg end vil, må jeg indrømme over for mig selv. Jeg bliver mere og mere glad for den komfort den har.

Peter Th.