Hej ……..

Så oprandt fredag d. 28.4. og nu endelig en dag, hvor jeg har tid til at fortælle dig lidt om den fredag og de følgende dage. Det drejer sig selvfølgelig om min tur til Lithauen og  Polen.

Det hele startede med,, at jeg vågnede kl. 5 i panik ved tanken om at jeg ikke havde fået pakket mit “grønne kort”, og om at jeg ikke vidste, hvor det var. Uden det er det ikke muligt at komme ind i bl.a. Polen. Hurtigt fik jeg dog overbevist mig selv om, at det lå i min pung, hvor jeg anbragte det efter sidste tur. Men sikker ? nej det var jeg ikke, så efter et kvarters tid måtte jeg alligevel stå op for at undersøge sagen nærmere. Kortet lå selvfølgelig i min pung, men det var udløbet. Fik dog sovet lidt igen, og da jeg kl. 8 ringede til TopDanmark i Herning og fortalte om situationen, fik jeg blot den besked, at jeg da bare kunne køre den vej forbi, idet det ikke ville være nogen sag for dem at udstede et nyt. Da jeg så endelig var i butikken, kom vi til at tale om den nye struktur for kaskoforsikring, da jeg jo var lidt nysgerrig. Sidste år, da jeg spurgte inden jeg kørte østpå, ville en sådan forsikring have kostet ca. 7000 kr. om året. Da han havde set MC’en og fået slået op i sine tabeller og hørt, jeg var medlem af Touring-klubben, fik jeg en pris på 1785 kr. for et helt års forsikring. Så nu har jeg også en sådan. Det kan jo næsten ikke betale sig at lade være.

Turen gennem Jylland og på motorvej over Fyn og Sjælland er jo ret kedelig men i år skulle jeg dog en anden vej til Sverige, idet overfarten fra Dragør er lukket p.g.a. den nye bro, som åbner her til juli, - de lukkede den faktisk i november sidste år. Så det blev i stedet Helsingør - Helsingborg, der måtte holde for. Gutten der skulle sælge billetter var i et utroligt godt humør, da jeg kom frem, Jeg havde ham faktisk mistænkt for at ville køre med. Han syntes faktisk blot det var dejligt, at jeg kunne komme gratis over, da hans billetautomat ikke var i stand til at udskrive billetter til MC’er. Desuden stak han mig 4 i stedet for som normalt 2 kuponer til køb at cigaretter på færgen. Så det blev jeg en såvel ganske gratis som fornøjelig tur. I øvrigt holdt de fire pakker en hel uge, hvilket ikke er normalt for mig, men såvel den megen køren som selskabet i ugens løb var ikke rygere. Det er jo nok også sundt nok for mig så. Ankom til Karlskrona et par timer før afgang, og fik da jeg i sidste nummer af Touring-Nyt havde set at medlemmer får rabat med Stena reduceret den i forvejen billige pris med 10%, så overfarten til Polen, der tager omkring 12 timer, med MC, hvilestol og undertegnede ikke kostede mere end 350 kr.

Efter at være kommet glat gennem tolden næste morgen, gik turen først gennem Sopot og Gdansk, som jeg sidste år kørte uden om. Det er en del kortere at køre gennem byen, og en lørdag morgen er der ikke overvældende med trafik, og det gik også ret flydende de godt 30 km gennem de 2 byer.

Trakia Slot.
Et yndet udflugtsmål som ligger ganske tæt ved Vilnius.

Turen gennem Polen var, som jeg havde fået fortalt, også ret så betagende. Men vejene, som mange, især danskere på forhånd havde fortalt, var ekstremt ringe i Polen, viste sig ikke at være så slemme endda. D.v.s, at der ikke var direkte huller i asfalten. Vejene er ikke så brede, der var tale om hovedveje jeg kørte på, til gengæld var de ret snoede og sine steder ret bulede og lappede. Desuden var der sporriller. Efter at have oplevet dem i Polen, kan jeg blot konstatere at der i Danmark ikke findes sporriller overhovedet. Nogle steder var de op til 10 cm. dybe. Godt jeg ikke var i bil. Det er trods alt lettere at danse cancan med en motorcykel. Det at lappe veje må man ligeledes medgive polakkerne, at det er noget de selv har opfundet, selv om de med fordel kunne have kastet bare et overfladisk blik på “vesten” for at se, hvordan dette kunne gøres. Især en enkelt strækning på ca. 100 km. forekom det, at asfalt var blevet spredt fra en langsomt kørende traktor med møggreb. På denne strækning skulle man, når man eksempelvis gik ind i et højre sving sørge for at lægge sig så langt til højre som muligt, da ujævnhederne kunne få maskinen til ligesom at hoppe længere og længere mod venstre - og det selv om hastigheden ikke var overdreven. På den anden side så kan man ikke sige, at det ikke var spændende at køre i Polen. Det stiller krav til årvågenhed, reaktionsevne og fremsynethed i en grad, som vi ikke er vandt til i Danmark. Trafikken i sig selv er overhovedet ikke slem, og alle kørte ret hensynsfuldt. Dog har de en lidt anden  kultur i trafikken, som når man har oplevet en episode eller to blot kan forholde sig til den, og der vil ikke opstå flere overraskelser. I kraft af vejforholdene og en maksimums hastighed i følge polsk færdselslov på 90km/t bliver gennemsnitshastigheden ikke over 70.

Men hvor gårsdagens temperaturer lå på omkring 15 - 17 grader, hvilket var meget behageligt, sneg de sig denne dag op på omkring de 30, så efterhånden som dagen tog til blev det mærkbart varmere i den mundering, som jeg nødvendigvis måtte bære. Især svedte jeg mine hænder utroligt meget. Jeg havde for en sikkerhedsskyld taget mine nye regnværshandsker på. De er ikke beregnet til varmt vejr, skal jeg lige sige. Så de sidste 100 km måtte jeg køre uden - de var blevet næsten umulige at få på på grund af indvendig fugt. Grænseovergangen til Lithauen gik relativt nemt, idet der kun var ventetid på ca. 45 minutter inden alle formaliteter var overstået. Jeg havde aftalt at mødes med Rasa, på en rasteplads lige efter grænsen kl. 16, men da der var gået 5 minutter over tiden begyndte jeg ganske langsomt at køre videre. Hurtigt viste det sig at der var en enorm kø i begge retninger bestående hovedsagelig af lastbiler. Især lastbiler i sydgående retning mod Polen. Gud ske tak og lov for en MC, hvor det er muligt at sno sig op gennem rækkerne. Efter nogle kilometer viste der sig en gammel østeuropæisk bus, hvis motor tilsyneladende var brudt sammen. Bussen stod tilmed på tværs af vejen på vej op ad en bakke. Det lokale politi løftede ikke engang et øjenbryn, da de så mine manøvrer. Kort efter mødte jeg Rasa og Martynas som sad "fast" i køen på vej mod grænsen for at modtage mig. Vi aftalte, at jeg skulle køre videre frem finde en rasteplads og vente. Da vi endelig kom af sted, viste det sig at køen mod Polen først sluttede, da var vi 17 km fra grænsen. Gætter på, at der var nogen, der fik en meget lang og meget træls nat.

Europoas Parkas.
Det geografiske centrum i Europa er bl.a markeret ved en række store kunstværker.
Her en ganske stor labyrint af gamle ubrugelige russiske fjernsyn.

Blev kun i Marijampole en enkelt nat, dels fordi Rasa skulle til eksamen i engelsk, for at få bevis for at kunne undervise i sproget, dels fordi jeg denne gang også havde lavet nogen aftaler med venner i Vilnius. Havde booket et værelse på en Bed & Breakfast, jeg kendte i forvejen, fra tidligere besøg. Eneste problem med at tage til Vilnius var opstaldningen af motorcyklen, men det havde Rasa lovet at lave en aftale om. Det havde hun da også gjort idet hun havde bedt sin bror om at finde et passende sted til den efterhånden gamle og agtværdige dame. Jeg troede han havde fundet et centralt sted i byen, men nej, vi skulle ud i en garage i én af forstæderne. Det var jo lidt kedeligt, da jeg jo så ikke kunne holde øje med den, men det skulle jeg ikke bekymre mig om sagde han, samtidig var det også lidt problematisk, når jeg skulle af sted igen, da jeg ønskede at køre tidligt (kl. 8) om morgenen. Heller ikke det skulle jeg bekymre mig om, for han ville da bare komme og hente mig ved mit logi og køre mig ud til garagen. Garagen viste sig at være et større kompleks med vagter og bomme, hvor der skulle vises ID for at komme ind. Det lød jo rimeligt sikkert. Selve anlægget havde ud over garage også eget værksted og de biler jeg så i garagen overbeviste mig om at stedet var sikkert nok. De var alle meget mørke og små blå blinklys monteret over kofangerne. Jeg blev dog lidt betuttet og en anelse rystet, da jeg erfarede, at det var præsidentpaladset garage, den gamle blev installeret i. Det er squ nogen, der tilsyneladende har deres forbindelser i orden. Rasas bror, viste det sig, er udenrigspolitisk sikkerhedsrådgiver for præsidenten. Så det var med sindsro jeg kørte derfra. Og ganske rigtigt, der skete heller ikke noget i de 3 dage, den stod der, ej heller selv om jeg i bare befippelse havde glemt at tage nøglen med mig, da vi kørte ind til byen.

Pause ved en stille flod.

De følgende to dage gik dels med at besøge Emilia, som arbejder på det pædagogiske universitetsbibliotek dels med at vandre rundt og kigge på byen. Emilia mødte jeg første gang i 1991 og har kun set et par gange siden da. Hun er en meget travlt optaget dame, som der altid er gang i. I øvrigt ledte jeg også efter, men fandt ikke, en MC-shop hvor det var muligt at finde et par sommerhansker, da det fortsat var meget varmt. Første aften var jeg til jazzkoncert med Rasa og Ramune, én af hendes veninder. Det var en spøjs oplevelse. Musikken var meget avantgardistisk. En traditionel jazzkoncert var det ikke idet der ud over de almindelige instrumenter til et sådant arrangement også var tilføjet et helt symfoniorkester. Musikken var egentlig meget spændende at opleve, men vil nok ikke lige være den slags jeg først og fremmest sætter på min afspiller derhjemme. Tirsdag aften  havde Rasa’s svigerinde via sin arbejdsplads i Kulturministeriet formået at skaffe billetter til en rundvisning og prøvekigning i observatoriet. Stedet ligger 75 km nord for Vilnius, og da vi af indlysende grunde ikke kunne komme i gang før efter mørkets frembrud, blev det en noget sen aften, i alt fald i forhold til mig, da jeg næste morgen skulle drage videre til Poznan. Det var i øvrigt en spændende oplevelse at kigge stjerner. Ikke at de bliver forstøret nævneværdigt i et telekop, men de bliver meget klarere, og man kan selvfølgelig se mangt og meget mere end med det blotte øje. Vi så dobbeltstjerne, døende stjerner, stjernetåger og meget andet, selv om ikke alle forklaringer var lige forståelige for mig fik jeg trods alt en oplevelse ud af det.

Kom fint af sted onsdag morgen og kom meget hurtigt gennem grænseområdet ind i Polen. Da det var 3. maj og dermed grundlovsdag i Polen, var der ingen tung trafik på vejene, og hele turen gik gnidningsløst. Dog gik det ikke specielt hurtigt. På en rasteplads blev jeg råbt an af en englænder, der var ovre på ferie. Han skulle lige høre lidt om min tur og MC’en. Sidstnævnte tror jeg nu nok han kun var interesseret i at høre om, fordi han selv kørte BMW. Selvfølgelig en 1100LT. Han og kæresten, der var polak, var nu meget søde alligevel. Og det var også rart lige at få hilst på et par mennesker på den lange tur. I øvrigt talte de fransk, når de talte sammen. Det var lidt spøjst, men de var tilsyneladende begge uddannede lærere i sproget. Samtidig fandt jeg det meget sympatisk, at de havde valgt et sprog, der for ingen af parterne var deres modersmål. Det stiller dem i alt fald lige rent sprogligt.

Efter ca. 12 timer ankommer jeg til hotellet i Poznan. Under hele turen dertil havde jeg, skønt jeg kørte en anden vej en sidst, ikke kortet fremme en eneste gang. Eneste gang jeg kørte “forkert” var i Warszawa, hvor jeg måtte en ekstra gang rundt i en rundkørsel, da jeg overså den vej jeg skulle dreje fra på. Da jeg skulle køre fra rastepladsen med det engelsk/polske par var starteren gået itu. Der var strøm nok på. Dette havde jeg oplevet en gang tidligere på vej hjem fra Fyn en søndag eftermiddag. Det er tilsyneladende en ledning, der er knækket, og jeg ved også hvor selve knækket befinder sig, men har endnu ikke fået det repareret. Forinden, altså første gang det skete, havde jeg dog været en tur omkring Svend, og vi enedes om at montere en ekstra startkontakt uden om den gamle. Så egentlige problemer var der ikke.

Korshøjene.
I det nordlige Lithauen ses dette fantastiske syn som bl.a er blevet til som en folkelig protest mod det russiske styre.

De næste to dage gik med at snakke EDB med de mennesker, der udvikler det nye bibliotekssystem vi snart skal tage i brug på Karup Kommunes Biblioteker. Faktisk var jeg ude i firmaet fra 9 morgen til 5 aften begge dagene. Dels havde jeg forberedt et par oplæg, dels havde de mange spørgsmål at stille om, det de havde lavet, og om tilretninger de gerne ville foreslå. Så et par meget interessante dage blev det, omend det også var ret anstrengende, da jeg hele tiden følte jeg skulle være oppe på mærkerne og holde tungen lige i munden, i forhold til de oplysninger jeg gav videre. Resultatet af forkerte oplysninger og fejltolkninger kunne resultere i nogle uhensigtsmæssigheder, vi i længden ikke kunne leve med i systemet. Dog var det ikke kun om dagen jeg snakkede EDB, idet Henrik, som er chefen dernede, og jeg også brugte resten af dagene på at drøfte udviklingen. Så det var trods alt med en vis lettelse, at jeg lørdag morgen igen kunne starte cyklen og køre mod Danmark.

Lige som sidste krydsede jeg grænsen til Tyskland ved Frankfurt an der Oder. Herfra viste det sig at det til den danske grænser tager, når det går optimalt, 5,5 time på motorcykel. Altså når det er min, og min fart man benytter. Inden jeg kom til Grønhøj var jeg en tur omkring Tønder for at besøge min søster og hendes familie. Det er efterhånden blevet en tradition at jeg altid foretager denne lille omvej. Det blev en meget dejlig aften med bål og mad i haven. Var hjemme i Grønhøj efter mørkets frembrud.

Herlig tur.

Turen i tal:

   1.   køredag, Grønhøj - Karlskrona:                   626 km

   2.   køredag, Gdynia - Marijampole:                 478 km

   3.   køredag Mamrijampole - Vilnius:                154 km

   4.   køredag Vilnius - Poznan                            797 km

   5.   køredag Poznan - Grønhøj                          950 km

   Tilbagelagt distance i alt:                                3005 km

Benzinforbrug i alt: 153 liter hvilket giver et gennemsnit på 20,1 km pr. liter

Udsving pr. tankning:  fra 17,5 til 22,6 km/l

Pris for de 9 dage: Benzin kr. 1100, broafgift kr. 125, færge kr. 350.      I alt 1575.-

Det kan vist ikke gøres meget billigere.