Ta´ til Dalarne, min far, og spis stegt flæsk og brun persillesovs

En rejseberetning fra 2002 til Senior Nyt af Anders Peter.

Jeg må sige, at det virker, - et bind presset godt op - under vandpumpen og to tapet godt fast om gashåndtaget.
John Maaberg og jeg havde længe gået og leget med tanken om at køre til Sverige. Målet var Kläppan i Dalarna. Turen blev fastlagt fra d. 09. til d. 18. august 2002. Turen gik dog først til Seniorklubbens Vildmarkstræf ved Anneberg i Småland og derfra et smut over den norske grænse til fæstningsbyen, Kongsvinger.

Fredag kl. 10.00, d. 09 august, mødtes vi på Q8-tanken ved Roskilde. Jeg var ankommet i god tid på grund af svære problemer med min Honda CX´s kølesystem. Systemet lækkede under vandpumpen og kølevæsken sivede ned omkring tændingsanlægget. Straks da John landede med sin store Honda ST forklarede jeg problemet. ”Hm”, sagde John, mens han roligt tændte sin pibe, ”- er det et stort problem?” - ”Det vil vise sig”, sagde jeg, idet jeg hev en pakke Uniline Bind op af tanktasken, tog et bind og pressede det godt op under vandpumpen for at det både kunne suge og lede det udsivende kølevæske ud til siden. John var målløs,- han havde nær bidt spidsen af sin pibe.

    Vel ankommet til Helsingborg blev kursen sat mod Vildmarkstræffet, nordøst for Nässjö. På motorvejsstykket nord for Värnamo indhentede vi et gult motorkøretøj af ubestemmelig art. Ved nærmere øjesyn var det en osende MZ med sidevogn og et stort Senior MC-logo på sidevognens bagklap. Min nysgerrighed blev vakt. Det måtte da være en fra klubben. Jeg forcerede røgskyen og lagde mig op på siden - og så Jans grinende ansigt. Jeg havde aldrig set eller hørt om ”Rullemarie”. Nu har jeg både set, hørt, lugtet og ikke mindst indåndet den. Jeg var ”høj” i mindst to dage efter - og det var godt nok. Af en eller anden uforklarlig grund var der ingen øl eller spiritus i min bagage. Det var en pinlig sag. Nå, heldigvis havde både Jan og Henning fyldt sidevognene op med godt dansk øl.

    På et tidspunkt holdt vi ind på en rasteplads for at hilse på hinanden og ryge. John spurgte Jan om han havde tjek på ruten til Anneberg. Joh, det havde han da, - øh, næsten, sagde han og grinede da han så mit skeptiske ansigtsudtryk. Jeg havde jo tidligere oplevet Jans manglende stifinderevner… nå, nok om det. Denne gang gik det fint.

Vildmarkstræffet lå dette år nordvest for Anneberg. Pladsen lå i en lysning på bredden af en idyllisk sø. Og da det var en badevenlig sø var der anlagt en stor badebro. Et rigtigt hyggeligt sted. Vi blev godt modtaget af træfarrangørerne Daniel, Göran og Bengt og mærkede straks den gode stemning. Efter teltslagningen og rejsegilde (dåseøl med en sjat sød mjød i) satte vi os over til et bord med blandt andre Anne og Sven. Jeg kunne selvfølgelig ikke holde kæft med, at jeg brugte bind til at dæmme op for Hondaens svære ”inkontinensproblemer”. Uha, det var lige vand på Annes mølle. Det skortede sandelig ikke på øgenavne til den stakkels Honda, f.eks. CX Libero - ja, og til ejeren selv for den sags skyld.

    Lørdagens fællestur gik op til et typisk smålandsk land og skovbrugsidyl i bedste Astrid Lind­grenstil; det eneste der manglede var de blomstrende æbletræer. Stedet var delvis museum med mulighed for at købe lidt at drikke og spise. Hjemturen foregik med sving og svaj i hurtigt tempo til stor fornøjelse for os alle, især Stjasser, som jeg lå lige bag ved. Han dansede simpelthen rundt i svingene med sin motorcykel;  jeg blev helt ør af at følge ham.

    Efter hjemkomsten til træfpladsen blev der serveret krebs. Ib havde for egen regning købt adskillige bakker. De smagte godt. Det var et hårdt og tidrøvende arbejde at pille de små krebs; vi skulle jo være mætte inden sengetid.

    Om morgenen vaskede vi os fra badebroen. Når vi lå på knæ kunne vi lige akkurat sjaske vand i ansigtet, børste tænder og barbere os. Lørdag morgen, da jeg tog det sidste strøg under hagen med skraberen, fløj den i en flot bue ud i søen og da jeg ikke kunne tage mig sammen til at hoppe ud i det kolde vand efter den, forbarmede Anne sig over mig og fiskede den op med tæerne!? Og så hørte vi godt bemærkningerne inde fra bredden om at Mekka ikke lå i den retning!

Søndag ved titiden forlod vi træfpladsen med Kongsvinger i Norge som mål. Rigsvägene, som der er flest af i Sverige, har en generel hastighed på 90 km/t, men sædvanen tro øges hastigheden til ca.100 km/t. Lige præcis den hastighed gav store vibrationer i Hondaens styr. Og det irriterede mig i den grad, at jeg måtte gøre et eller andet. Natten inden turen til Norge spekulerede jeg længe over problemet. Så fik jeg en ahaoplevelse. Da jeg hørte John pusle ved sit telt råbte jeg til ham. ”Du John,  jeg tror jeg har løsningen på Hondaens vibrationer i styret”. ”Nåh!?” - ”Har du tape med?” ”Ja!?” - ”Nu skal du høre,” sagde jeg, idet jeg kravlede ud af teltet, ”hvis jeg nu taper to bind om gashåndtaget, så må det da dæmpe vibrationerne, ikk´ sandt?” (Gudskelov havde John ikke sin pibe i munden). Heldigvis var John ikke mere chokeret end at han hjalp mig med et prøvearrangement. Anne var imidlertid kommet til og bare grinede, - så morsomt syntes jeg nu heller ikke det var. Men ved nærmere eftertanke var det vist mere mit natlige antræk hun morede sig over.

    Jeg kan varmt anbefale bind som en vibrationsdæmpende foranstaltning på gashåndtaget. Det virker  lige indtil det bliver regnvejr, så kniber det sgu med at holde om håndtaget, for slet ikke at tale om at trække bremsegrebet.

Som sagt,  Kongsvinger i Norge var målet efter Vildmarkstræffet. Vi kørte syd om de store søer, Vätern og Vänern. Igennem store vide landbrugsområder med kornhøsten i fuld gang. Overnatningssmålet var et sted syd for Charlottenberg. Vi fandt en lille og rigtig rar campingplads ved en smuk klippe og skovomkranset sø. Efter rejsegildet blev resterne af vores proviant hældt op i et par pander og braset godt igennem; et kønt syn var det ikke, men vi var sultne. Om aftenen sad vi på søbredden og nød en stille øl mens solen langsomt sank bag skovene.

    Et ældre dansk ægtepar havde indlogeret sig i en hytte på pladsen. Manden faldt jeg i snak med. Han var imponeret over sådan et par halvgamle motorcykelcampister som John og jeg. Ja, han var ligefrem misundelig. Han lød bestemt som en der aldrig fik udlevet sin drengedrøm.

    Mandag gik turen så over den norske grænse til den store gamle fæstningsby Kongsvinger. Fæstningen, som ligger højt på en fjeldknude med en flot udsigt, blev bygget i sidste halvdel af 1600-tallet som værn mod svensk indfald til den store sejlbare elv, Glåma. Den blev anlagt ved et næsten vinkelret knæk på elven med et stort bastionsanlæg, som i store træk ligner Kronborgs. En svensk erobring af området ville have været fatal for Norge og dermed Danmark, da elven i så fald udgjorde en fare for Norges vitale områder i to retninger, bl.a. Oslo. Fæstningen er særdeles velholdt og det er der gode grunde til. Udover at være et spændende og interessant museum har det norske Jægerkorps forlægning og administration i en del af bygningerne.

    Efter nogle timer på dette historiske sted blev kursen sat mod Kläppan via Torsby og Malung. Desværre blev det ikke til den hurtige svingkørsel i de norske fjelde, som vi havde håbet på. Fjeldvejen, vi havde valgt, var i en så elendig forfatning, at vi næsten listede rundt i svingene. Ved Malung begynder de store fjeldmassiver, som dækker hele mellem og nordsverige. Så det gik i jævn stigning mod Kläppan.

Hen under aften ankom vi til Kläppan, et enormt skisports og feriecenter med masser af hytter og lejligheder. Sommersæsonen var netop slut, så vi kunne leje os ind billigt. Det hele havde John arrangeret på forhånd. Jeg må indrømme, at jeg havde forestillet mig en primitiv hytte med petroleumslamper. Det var det bestemt ikke. Lejligheden, som John havde lejet, var i to planer og særdeles luksuøs med alle moderne bekvemmeligheder.

    Kläppan ligger i den nordvestlige del af Dalarna forholdsvis tæt på den norske grænse. De nærmeste større byer er Sälen og Lima, henholdsvis nord og syd for. Dalarna, denne patriotiske mellemsvenske region, er i dag et udpræget turistområde, hvilket man forstår, når man gennemkører de smukke og skovrige områder. Desuden er dalfolket meget traditionsrigt og derfor meget selvbevidst. Det skyldes ikke mindst, at dalfolket gennemsyrer den svenske rigshistorie som et retfærdighedssøgende folk det var den værdi de altid kæmpede for; derfor kunne de ikke knægtes. Den mest kendte person fra Dalarna er Gustav Vasa, svenskekongen som samlede Sverige efter Christian 2.s fald (  kendt i Danmark som ”Fangen på Kalø” af Carit Etlar).  Nåh ja, det skulle da lige være Grannas Anders Olson, som satte den populære røde håndskårne Dalarhest i produktion i 1920erne.

    Hele tirsdagen lå vi over  dels fordi vi var trætte og dels på grund af regn. Om aftenen ville vi have stegt flæsk og persillesovs. Af sted til det nærmeste supermarked; en pose kartofler, en stor dusk persille og to bakker fint skåret flæsk blev indkøbt ( John syntes, at det var lige vel meget flæsk, den påholdende ka´l, men det var det bestemt ikke). Jeg spurtede rundt i supermarkedet med Johns briller på ( jeg havde glemt mine ude i tanktasken)og hev ned fra hylderne; det gjorde John osse. Vi diskuterede om vi skulle have mel eller maizena til sovsen. John holdt på, at maizena var fuldt ud lige så godt som mel til opbagt sovs   og da det var det billigste løb han selvfølgelig af med sejren. Det skulle vise sig at være en fejl. Da jeg stod og skulle bage sovsen op ser jeg, at John havde taget en pakke maizena til brun sovs (den nærsynede høne, og påstod han oven i købet at det var min skyld). Men persillesovs skulle han fandeme få. Så for første gang nogensinde fik vi brun persillesovs til stegt flæsk.

Onsdag valgte vi som hovedtema at besøge Sveriges højeste vandfald, Njupeskär, vest for Särna. Men forinden besøgte vi Särnas ældste kirke. En smuk og kunstfærdigt forarbejdet trækirke, som blev bygget i første halvdel af 1600tallet, da området var dansk-norsk. Kirken ligger kønt ved Österdalelven. Efter at have gået rundt i kirken og beundret det farverige kirkerum satte vi os ud under de skyggefulde træer på bredden af den stille flydende elv og nød stedets ro.

    Efter denne behagelige pause kørte vi videre op til Njupeskär. Selve faldet er på ca. 97 meter og ligger i knap 900 meters højde. Nu var vi virkelig kommet op i den rigtige svenske fjeldverden. Det var absolut en af de store oplevelser på turen; en helt anderledes naturoplevelse. På grund af vandmassernes tordnende fald i dybet svæver der en fin vandtåge over området. En vandtåge som har skabt en utrolig frodig og alsidig vegetation bl.a. bregner og mosser i alle afskygninger. Vi skulle gå knap 3 kilometer ind til selve faldet gennem moser og tæt skov. Et sindrigt plankebelagt stisystem med broer og trapper skulle dels gøre turen nem og dels beskytte naturen mod nedslidning, men alligevel var det en strabadserende tur og det skyldtes ikke mindst varmen på næsten 30 grader; den højeste temperatur i mellemsverige i 100 år. Vi gjorde mange iagttagelser undervejs. Bl.a. så og hørte vi næsten ingen fugle,  jo, en enkelt rovfugl. Og birken var gul, det undrede os, men flot så det ud med disse gule birketræer mellem de grønne nåletræer. Vi fandt senere ud af, at den nordlige del af Dalarna har en forholdsvis kort sommer. Efteråret sætter ind allerede i august. Derfor så vi ingen fugle; de var simpelthen på træk. Mærkeligt at tænke sig, at nogle få hundrede kilometer kan gøre så stor en forskel.

    Jeg skal lige indskyde her, at et par af vore ture foregik på grusveje, bl.a. ind til vandfaldet, men det skyldtes en fejlaflæsning på kortet; vi kørte efter det forkerte vandfald. Grusvejen var ikke særlige anvendelige at køre på med vore tunge touringmotorcykler 40 - 50 km/t, hvis de var velholdte og strækningerne var ofte lange. Til gengæld var der mange rastepladser med grill, borde/bænke og oplysningstavler med en beskrivelse af floraen og faunaen i netop det område vi befandt os. Men trafikken var hård på disse grusveje, støv og småsten føg om ørerne på os, det var eneste veje, hvor vi oplevede svenske bilister som hensynsløse. Vi kørte gerne store omveje bare for at undgå grusvejene. Normalt lå dagsturene på mellem 250 og 350 kilometer, så de kilometer betød hverken fra eller til afstandene er jo store i Sverige.

I løbet af ugen sendte jeg et par feriehilsener til Danmark; de var en uge undervejs!? Det var måske fordi frimærkerne vendte på hovedet!? I så fald er det John skyld. Inden jeg klæbede frimærkerne på brevene spurgte jeg ham om de vendte rigtigt (jeg havde ikke fået mine briller med ind i kiosken). ”Ja, ja”, sagde han. Da jeg havde klæbet dem på rakte han mig sine briller; frimærkerne vendte sgu på hovedet. Den spas stod vi længe og grinede af indtil vi fik øje på den store frodige kioskmutter. Hun så meget vist på os over brillerne. Vi skyndte os at gå ( af og til glemmer John og jeg at ældes med værdighed, det kan skyldes en forsinket pubertet hos os begge).

Torsdagen program lød på Mora ved Siljan. Men inden Mora besøgte vi et stort skovbrugsmuseum. Museet er anlagt i et større skovområde et frilandsmuseum, som på interessant vis viser det svenske skovbrugs historie på godt og ondt.

    Selve Mora, Dalarnas ”hovedstad”, er en moderne og meget turistpræget by med en smuk beliggenhed ved den store Siljansjön. Byen, der er kendt for sverigessymbolet, Dalarhesten, byder på et væld af  kunst og kultur, bl.a. Zornmuseet med den store malerisamling af Anders Zorn, Sveriges største billedkunstner, samt almuekunst i almindelighed. Men på grund af besøget på skovbrugsmuseet var vi kommet i tidsnød det blev desværre kun til en byvandring. Fra Mora rundede vi Orsasjön og stak op mod Älvdalen og derefter til Kläppan. En smuk og spændende hjemtur.

    Fredagen gik dels med at slappe af og dels med at klargøre motorcyklerne til hjemturen lørdag. Vi ville tage turen i et hug, ca.700 kilometer.

Lørdag morgen lagde vi ud fra Kläppan med Helsingborg som mål. Efterhånden som vi kom ned i det sydlige Sverige blev varmen mere og mere ulidelig. Det var en plage at sidde på motorcyklerne. Havde vi været fornuftige havde vi taget en overnatning ved f.eks. Trollhättan. Jeg har aldrig før været så træt efter en dagstur på motorcykel.

    I alt havde vi kørt små 3000 kilometer. Vejret havde vi været heldige med den varmeste august i mands minde. Vi havde ikke haft tekniske problemer af nogen art med motorcyklerne. Min Hondas ”inkontinensproblemer” var ikke så svære alligevel. Den havde på turen brugt 1 liter kølevæske, et par bind og ¾ liter olie; den er jo trods alt 20 år gammel.