En høstnat på Midtdjurs
Af Anders Peter.
August 2005


”Anders! Nu vil jeg altså vide hvor du har mødt Jens Kristian!”, råbte Elva fra Skive hen over de små sam­men­stillede campingborde en sen augustnattetime på Touring Campen. Hun skulle overdøve højtsnakkende Seniorer og brummende mejetærskere i baggrunden. ”Jah, joh, ser du….”, svarede jeg lidt forsigtigt og henholdende. Jens Kristian sad et eller andet sted i flokken. Han skulle jo nødig få noget galt i halsen, når han hørte, at indledningen til vores venskab nærmest var en tilsnigelse.

I begyndelsen af august afholdte Senior MC Danmark og Hedetourerne i fællesskab et Vildmarkstræf ved Brande (det med ”vildmarkstræf” skal dog tages med et gran salt. De der har oplevet Senior MC Danmarks medlemmer rundt omkring i det ganske land véd, at disse sære aldrende motorcyklister slæber rundt på hele køkkener og halve dagligstuer, når de teltslager. Vildmarkstræffet ved Brande var i den henseende ingen undtagelse). Lørdag aften, hen over rødvinskaraflerne og de velgrillede bøffer m. m., blev en del Seniorer enige om at mødes på Touring Campen den anden sidste weekend i august.

Fredag, d. 19. august oprandt solrigt og varmt. Så varmt, at jeg valgte at sejle fra Odden til Ebeltoft. Jeg trængte til kølig havluft. Som regel kører jeg over Fyn uanset hvor jeg skal i Jylland. Jeg kan li´ at ”sidde i sadlen”.
På de mindre veje i Nordvestsjælland og på Djursland, skulle jeg tage mig i agt for tungtlæssede kornvogne. Bønderne havde langt om længe fået et par solrige og tørre dage, hvor de kunne indhente den forsinkede høst - døgnet rundt.

Om aftenen, mens det endnu var lyst og lunt, ankom den ene Senior efter den anden til Touring Campen. Ja, selv den forgangne formand for seniorklubben, ”Kong Knud”, dukkede op med sine disciple i løbet af lørdagen.

Foto_1.jpg (315578 bytes)

Nå, men lørdag hin sene høstnat ville Elva altså vide hvor jeg havde mødt Jens Kristian, som stort set alle fra Skiveegnen kender. Han musicerer nemlig på egnen med ”3xJacobsen”. Hen over Honda- og Kawasaki kander, dåseøl, halvfyldte spiritusflasker og Åges buldren forsøgte jeg at forklare Elva det ”tilsnegne” venskab.

Egentlig er det Torben ”Brædstrups” skyld. En fredag aften i juli måned, da jeg netop var ankommet til Touring Campen, løb jeg på Torben i receptionen. Han ventede på sin bestilte mad, men gav sig dog tid til at anvise mig en god teltplads i nærheden af sit telt. Torben gik tilbage til sin bestilte mad og satte sig ved et af de udendørs borde. Da jeg havde rejst teltet og indrettet mig, gik jeg hen og satte mig ved bordet.
Overfor Torben sad der et nydeligt par, som hver nød et glas køligt fadøl og som han ivrigt snakkede med, mens han rettede sit måltid an. Jeg havde aldrig set dem før, men gik ud fra, at det var hans venner. Jeg hilste på dem og med den største selvfølgelighed underholdte jeg parret, mens Torben havde travlt med at spise. Conny og Jens Kristian, hed de. Jens Kristian og jeg kom hurtigt på bølgelængde - ikke på grund af motorcykelteknisk viden, en sådan viden besad ingen af os, men til gengæld havde vi næsten identiske og interessante skader i venstrebenene, som vi med stor viden og passion drøftede til mindste detalje. Med et slet skjult smil bag hånden sad Conny og lyttede og sikkert tænkte, - ka´ de ikke brillere med teknisk indsigt af den ene eller anden art - ja, så ka´ de jo altid brillere med deres skavanker, - sikkert noget med alderen, de stakler.
Da Torben langt om længe var færdig med spise, inviterede jeg alle tre på et par små genstande ved mit telt. Der sad vi så, en pragtfuld sommeraften, og sludrede indtil mørket faldt på, hvorefter vi trak ind i baren og hyggede os videre. Dagen efter gjorde jeg Torben opmærksom på, at det var nogle rigtig rare og behagelige venner han havde. Torben så forbavset på mig, ”Hva..?! - mine venner. Jeg har aldrig set dem før!

Touring Campen er stedet hvor man helt naturligt falder i snak med gud og hver mand og hvor venskaber opstår. Snakken og venskaberne behøver nødvendigvis ikke at dreje sig om motorcykler, de er bare "adgangskort".

Foto_2.jpg (311628 bytes)