Da den gamle dreng fik kolde fødder i Vilnius

En rejseberetning til Senior Nyt 2003 af Anders Peter

Jeg skal hilse at sige, at det er et slidsomt arbejde at køre i kortege med 12 motorcykler 8 dage i træk på mere eller mindre dårlige veje. Henning som kørte lige bag ved mig, måtte have be­mærket mit slid og min dybe koncentration. Af og til kørte han op på siden af mig og lavede trutmund, sikkert i al uskyldighed for at muntre mig op; men for helvede, jeg var ved at falde af motorcyklen af bar grin. Prøv at få Henning til at lave trutmund, så vil I forstå mig.
Allerede i Dalarna sidste år besluttede John og jeg at booke os ind på Niels´ Lithauntur fra d. 16. til d. 23. maj 2003. Det kunne være spændende og interessant at besøge et af de baltiske lande, som efter 50 års sovjetisk besættelse og indflydelse atter var en fri nation. Hvad var der sket efter sovjetperiodens  initiativløshed og de endeløse køers tid?

  Fredag, d. 16. maj kl. 12.45, var ”Sjællandsfarerne” sat i stævne på Hydro-Texacotanken ved Karlslunde. Dog blev Pia og Jens Erik samlet op ved Korsør af  ”Jydegruppen”.
  Flere andre MC-grupper var ligeledes sat i stævne på tanken, bl.a. Lis´ bornholmergruppe. Jeg havde ad omveje fået kendskab til Lis´ mødetidspunk; så jeg ankom i god tid for at få en sludder med hende. Lis havde netop tanket op, da jeg svingede ind på Hydro-Texacotanken. Lis sad på Viragoen og rodede efter lommen til portemonnæen, da jeg lagde mig op på siden af hende. Stor over­raskelse og derefter et ligeså stort smil. Vi fik rigtigt snakket og grinet inden jyderne ankom.
  Endelig ankom ”Jydegruppen”. Efter præsentationen af de af mig ukendte deltagere undrede det mig, at Jens, varmemesteren fra Karup, ikke standsede motoren. Jeg spurgte høfligt hvorfor. ”Njah”, svarede Jens, ”starteren fungerer ikke, maskinen skal løbes i gang, hvis jeg stopper motoren”. Så tak, tænkte jeg.

Alle deltagere forsamlet i Vilnius

    Kl. 17 skulle vi være i Karlshamn og begynde ombordkørsel på det store kombinerede fragt og passagerfartøj, ”Palanga”. Så vi susede hurtigt gennem de forårsduftende skånske landskaber med en enkelt pause undervejs på en motorvejstank. Niels, skipperen og rejselederen, samt Jens fortsatte uden pause til et mc-værksted for om muligt at få repareret startmotoren. Vi samlede Niels og Jens op adskillige km længere fremme på en rasteplads og var meget spændte på om det var lykkedes at få starteren repareret. ”Desværre ikke, men denne her”, sagde Jens og trak en hammer op af tasken og viftede med den i luften, ”det var det eneste værkstedet kunne tilbyde mig”. Vi gloede alle vantro på hammeren. Jamen….!!? Jens gik hen til maskinen og trykkede på startknappen og gav samtidig startmotoren et dask i ”røven” og sandelig om ikke den gik i gang. Det må have været ubehageligt for startmotoren med sådan et bestemt dask i ”røven” for den voldte overhovedet ingen problemer resten af turen.
    Lørdag formiddag   anløb vi Klaipeda havn efter en rolig nat over Østersøen. Om aftenen, inden vi gik til køjs, havde vi alle stillet urene en time frem.
    Det tog en del tid at komme ud fra det indhegnede havneområde i Klaipeda. Det var på grund af de bureaukratiske eftervirkninger fra sovjetperioden; to mand om en kuglepen. Rasa, Niels´ lithauiske kæreste samt hendes vennepar, Roma og Alius, på motorcykel, ventede på os udenfor havneområdet. Rasa var vores særdeles kompetente guide og hjælper under hele turen og Roma og Alius var en betryggende bagtrop i kortegen.
    Uden for havneområdet vekslede vi penge på et offentligt vekselkontor. Niels mente, at 1500 kr. var nok, da alle måltiderne var inkluderet i de 3.500 kr. vi på forhånd havde indbetalt til Niels. Jeg brugte godt 1000 kr. på 8 dage til benzin, øl, vin og kaffe m. m.     Vel ude af en af sovjetperiodens betydeligste havnebyer var vi på landet. Et utroligt frodigt landskab mødte os. At Lithauns vestlige områder er sletteland med et højt grundvandsspejl, kan der ikke være i tvivl om. Skovene består hovedsagligt af birk, pil og poppel i alle afskygninger. Markerne er engagtige med en kraftig sort muld.
    Efter nogen tids kørsel slog det mig, at der var noget galt. Markerne var jo ikke opdyrket! De lå hen som store græsenge, gulprikket af mælkebøtter. Kun ved de små misligholdte landbrugsejendomme, som hovedsagligt var bygget af træ, så vi opdyrket jord; det var til kartofler og grøntsager. Kartoflerne blev flittigt lagt, mens vi fór gennem landskaberne. Her og der så vi de små marker blive vendt med hest og plov. Kun ganske få steder så vi en traktor blive anvendt; som regel var det en gammel blå osende russertraktor (alt russisk materiel var tilsyneladende blåt). En enlig ko eller to stod som regel tøjret på græs tæt ved bygningerne og her og der en hest. Det var tydeligt, at den overvejende del af landbobefolkningen levede fra hånden og i munden.
    Storke så vi overalt. Pia, vognmandsfruen fra Tune, storked…øh, spurtede rundt og tog en masse billeder af storke på markerne, i rederne og i luften. Og jeg følte mig helt hensat til Danmark i 1950erne, hvor storkene var et almindeligt syn på markerne og i engene.
    Jeg spurgte senere Rasa, hvorfor landbrugsjorden lå uopdyrket hen. Hun fortalte, at opkøberne af statsjorden hovedsagligt var velhavende byboere uden nogen som helst viden om landbrug, og landbrugsarbejdere med en selvstændig landbrugsviden var der meget få af og de der havde arbejdede for de udenlandske landmænd, som havde opkøbt og stadig opkøber de store tidligere kollektivbrug.
    Lithaun, som tidligere var et udpræget landbrugssamfund, er i dag industrialiseret ganske som Danmark. Det vil sige, at langt den overvejende del af befolkningen er beskæftiget i industri, handel og håndværk. En af de væsentligste årsager til at Lithaun har søgt optagelse i EU er at få økonomisk støtte til genopbygning af landbruget.
    Et seværdigt mål for dagen var Lithauns berømte korshøj, som ligger forholdsvis tæt ved Letlands sydgrænse. Højen er blevet til i protest mod det sovjetiske styre. Tusinder og atter tusinder er sat på og omkring højen. Korsene findes i alle slags materialer og størrelser. Ja, selv gamle kasserede bilnummerplader er der lavet kors af. I dag er det en tradition, at brudepar efter vielsen valfarter til højen og sætter et kors.
    Hen på aftenen ankom vi til Ukmerge, hvor vi skulle overnatte. Vi fandt hurtigt Hotel Ukmerge, som set udefra var en grim misligholdt laksefarvet betonkasse. Alle motorcyklerne blev parkeret i kælderen. Kælderen lignede nærmest en ruin. Stor var derfor vores forbavselse, da vi kom op i hall´en. Den store bygning var gennemrestaureret indvendigt, Alt var nyt. De anvendte materialer samt håndværk var af solid kvalitet hele vejen igennem. Det var i øvrigt et gennemgående træk på de hoteller og Bed and Breakfast vi boede i i byerne. Luksus til en billig penge.
    Søndag d. 18. maj overnattede vi i et primitivt Bed and Breakfast hos hr. og fru Maksimova i en gammel landsby. Det var langt det hyggeligste.
    På et tidspunkt under turen til overnatningsstedet måtte vi inddrage Hennings licens til at føre side­tasker og topboks. Henning havde ganske let bumpet ind i John og mig. På den første og bedste rasteplads fjernede vi resolut Hennings sidetasker samt topboks. Den ene sidetaske fik han dog allernådigst lov til at spænde bagpå sadlen, den anden spændte vi på Johans motorcykel og topboksen fik jeg det var jeg lidt ked af, for den indeholdte Henning sure sokker samt en stak bananer (- nåh, ret skal være ret; grunden til at vi fjernede Hennings sidetasker og topboks var at et par bolte var raslet ud af bagagebæreren).

 
Tilladelse til transport af bagage inddrages

    Inden vi ankom til hr. og fru Maksimovas B&B, besøgte vi et interessant biavlermuseum dybt inde i skovene. Kørselen forgik ad snørklede af grusveje og fedtede skovveje. Det voldte vanskeligheder for de fleste at manøvrere de bagagetunge motorcykler gennem grus og fedtede vandpytter. En gik det helt galt for; vedkommende væltede ikke bare en gang, men to gange, heldigvis uden at lide fysisk overlast. Ved 17tiden ankom vi til landsbyen med hr. og fru Maksimovas B&B. Huset var et gammelt træhus, som set ude fra var typisk for Lithaun. Motorcyklerne blev parkeret i husets hyggelige have under blomstrende æbletræer. Neden for haven lå der en stor sø med en bådebro. Værtinden, Regina, havde travlt med madlavningen, da vi ankom. Efter at have indlogeret os satte vi os ind i det kombinerede køkken og spiserum, hvor Pia og Jens Erik ivrigt hjalp til med borddækningen. Det var Regina glad for.
    Senere på aftenen gik vi alle i sauna - dog herrer og damer for sig. Jens Erik og Alius sluttede saunaen af med et hovedspring i søen (brrrr!) Vi andre nøjedes med et kort koldt brus ved saunaen.
    Vi rygere måtte selvfølgelig sætte os udenfor under et halvtag, hvis vi absolut skulle ryge. Det var nu ikke så galt. Mens vi tågede tobak, nød vi nattergalenes sang i pilekrattet ved søens bred.
    Pia og Jens Erik  havde betænksomt medbragt små gaver danske gaver. Det søde værtspar fik to krus med typiske danske motiver, som en påskyndelse for deres opofrelse - 16 personer var lige i overkanten af, hvad stedet kunne bære.
    Afskeden fra hr. og fru Maksimova var bevægende. Det havde tilsyneladende moret dem at have en flok humørfyldte danskere på besøg. Midt på formiddagen blev motorcyklerne startet op og dagens mål var hovedstaden Vilnius.
    Efter godt en halv times kørsel holdt vi ind på en rasteplads. Rasa havde modtaget en opringning på mobilen. Da vi havde parkeret motorcyklerne henvendte Rasa sig til Pia og Sten (vognmandsparret fra Tune) og spurgte om de ikke manglede noget. Næh, det mente de ikke. De mente bestemt de havde husket det hele hos Maksimovas. Ja, de havde ovenikøbet gået værelset igennem en ekstra gang. Rasa kunne så fortælle, at Regina Maksimova havde ringet og fortalt, at hun under en madras havde fundet en mappe med penge og vigtige papirer mærket Pia og Sten Tofteng. De blev begge meget blege. Uden tøven tilbød Roma og Alius at køre tilbage og hente mappen. Pia og Sten tog med stor taknemmelighed mod tilbuddet.
    Seværdigheden denne dag inden Vilnius var et besøg i Europaparken , ”Europas geografiske centrum”, ifølge Lithauns kunstnere. Ud over en smuk park med kunst i alle former og materialer er den mest kendt i omverdenen for labyrinten, som udelukkende består af kasserede fjernsynsapparater.

Europas geografiske centrum nær Vilnius

Levende kunstværk - indeni ikke helt færdigt

Der var overraskende lidt trafik på landet, når vi fjernede os fra byområderne. Ofte mødte vi kun hestevogne med manden på bukken og konen på ladet og af og til mødte vi mand og kone, som trak af sted med en flok køer i vejsiden.
    Vi ankom til Vilnius, d. 19. maj, om eftermiddagen i myldretiden og dejligt solskin. Trafikkultur eksisterer endnu ikke i Lithaun. Jeg lå bag ved en gammel, hvæsende og dieselosende blå russerlastbil, som ydede mig en solid beskyttelse mod de pågående bilister. Da vi nærmede os den gamle bydel, hvor vi skulle bo, væltede regnen i ét nu ned over os; vi blev hurtigt drivvåde. Niels grinede og fortalte, at det var en normal modtagelse i Vilnius.
    Efter at have indlogeret os på B&B, ”Litinterp”, søgte vi ud i byen for at handle. Vi skulle bl.a. have små dåseøl til at komme en sjat sød mjød i, en sød mjød som jeg pr. tradition næsten altid har med. Med møje og besvær fandt vi et åbent supermarked, som havde dåseøl i små størrelser. Desværre var der ikke små lithauiske dåseøl, men derimod små faxeøl. John mente bestemt det skulle være lithauisk øl. Han var fandme ikke kommet til Lithaun for at drikke Faxeøl. Johan kom mig heldigvis til undsætning. ”Du skal ikke rette dig efter John”, sagde han, ”tag du bare Faxedåserne.
    Vel hjemme på ”Litinterp” forklarede jeg i højtidelige vendinger, hvordan seancen skulle foregå. ”Først åbner I dåsen og tager en slurk, så hælder jeg en sjat sød mjød i. Nyd gudedrikken med fø­lelse”. Johan, Henning og Jens var meget spændte (John kendte jo proceduren). ”Skål!” Pludselig begyndte det at brumme bag mig, og det tog til. Så eksploderede John. En ting var fandeme at glemme at tage øl med til Sverige, det kunne han til nød overleve, men at byde på alkoholfri øl i Lithaun, det..det…..!!! Milde magter, det var sgu rigtigt. Jeg havde købt 16 alkoholfrie Faxedåser. Den aften var jeg bestemt ikke i kridthuset.
    Den første aften i Vilnius spiste vi på en hyggelig restaurant i den gamle bydel. Under middagen underholdte Jens Erik og Sten med et væld af vittigheder. Den ene værre end den anden. Aldrig har jeg oplevet så megen grin under en middag.
    Efter middagen bad Jens Erik om regningen på det rødvin han havde drukket. ”5 litas!”, sagde den unge servitrice. ”Hva…! Jeg har fanme ikke drukket 5 liter”, næsten råbte Jens Erik. ”5 litas!” gentog den unge den unge servitrice. Vredesrødmen bredte sig ned over Jens Eriks ansigt, ja selv overskægget begyndte at antage et rødligt skær. Så pustede han sig op. Nu skulle han……..hov, hvad var det nu lige med de der penge. Hed de ikke noget med liter eller litra eller…..? (5 litas svarer til ca. 12 kroner).
    Pigerne syntes at aftenen var ung. De ville ud i byen og se på stripteaseshow med nøgne mænd. ”Sikke da noget pjat”, sagde jeg, ”I har jo os. Vi kan da klæde os af ganske gratis”. Efter de andre var gået, sad John og  jeg  og nød et glas fadøl og sludrede med den unge servitrice. Hun blev imponeret, da vi fortalte, at det middelaldrene selskab hun havde serveret for hele aftenen var en flok motorcyklister fra Danmark.
    Da vi kom tilbage til ”Litinterp” sad pigerne i spændt forventning med musik og det hele. De ville ha´ stripteaseshow nu! ”Jamen, det sagde jeg da bare for sjov”, forsvarede jeg mig. Den slags ting skulle jeg aldeles ikke spøge med (oh - gid jeg dog bare en gang imellem kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft). Jeg forsøgte at drage Henning, Johan og Jens i det under henvisning til, at jeg bare var en sølle maneger, som delte opgaver ud. Den var pigerne helt med på og det var tydeligt at de mente det (Johan og Henning så efterhånden noget betuttet ud). Da fik jeg gamle dreng sgu kolde fødder. Aldrig har jeg brugt så mange argumenter for at slippe ud af en kattepine ( - jeg var ellers lige ved at strippe, bare for at få fred).
    Tirsdag d. 20. maj, havde vi mulighed for at vandre rundt i Vilnius. Særligt i den gamle bydel, vi boede i. En bydel med atmosfære. Vilnius er en moderne og hektisk hovedstad på lige fod med de store europæiske hovedstæder ( - når man lige ser bort fra de kvindelige gadefejere med riskoste). Som det første valgte John og jeg at besøge den gamle højtliggende middelalderborg ”Gedimina”, med det ottekantede tårn, som er Vilnius´ vartegn. Tårnet er indrettet som museum og på toppen er der en udsigtsplatform med en storslået udsigt over Vilnius. Særligt udsigten over den gamle bydel betog os. Vi talte ikke mindre end 18 store katedrallignende kirker (i virkeligheden er der 40 større eller mindre kirker, overvejende romersk katolske). Vi var ikke i tvivl om at vi skuede ud over en metropol af format. Og det er der ikke noget at sige til; Lithaun var i renæssancen et storhertug- dømme med besiddelser til Sortehavet i syd og besiddelser i stort set hele den europæiske del af Rusland mod øst, næsten til Moskva.
    Vandreturen gennem byen oplevede vi som en vandring tilbage i tiden. Bygninger fra 1600 og 1700tallet stod stort set uberørte med deres smukke renæssance og barokfacader. Det skal dog her indskydes, at Vilnius blev bombet under 2. verdenskrig med store skader i den gamle bydel til følge; mange af de gamle bygninger er dog nøje genskabt. Men de gamle uskadte bygninger fornægtede sig ikke særligt de store kirker, som forfaldt stærkt under det sovjetiske regime. Vi besøgte to kirker, hvoraf den ene var den store stolte katedral. Katedralen var velholdt i forhold til de øvrige kirker; det skyldes, at den blev anvendt som Lithauns kunstmuseum fra 1950erne til slutningen af 1980erne. Den anden vi besøgte var under restaurering, et enormt arbejde, hvor der blev nænsomt blev arbejdet med detaljerne. Kirken var betydelig mere interessant end katedralen, fordi den i det ydre fremstod med epokemæssige til og ombygninger. I det indre kirkerum var nicher, døre, store lysåbninger og gange i murværket, som havde været skjult i århundrede, frilagt.
    D. 21. maj forlod vi Vilnius. Vi kørte mod syd gennem et smukt bakket landskab, Den Baltiske Højderyg, som ligger ganske tæt ved grænsen til Hviderusland. Seværdigheden denne dag var ”Grut Parkas”. En privat park, som på alle måder fortalte om de lidelser, det sovjetiske regime havde påført det litauiske folk gennem 50 års besættelse. Det første der mødte os i parken var en togstamme bestående af kreaturvogne med et gammelt damplokomotiv. Kreaturvognene var blevet anvendt til deportation af Lithauns intelligentsia til Sibirien. Parken var fyldt med sovjetiske symboler, billeder og statuer, ikke for at mindes perioden, men for ikke at glemme den.
    Ved den sidste overnatning i Lithaun blev flokken delt i to. Det ene hold boede i et B&B under særdeles luksuøse forhold, bl.a. undertegnede. Jeg har aldrig oplevet noget lignende; huset var et schweizerlignende hus med to etager og en komfort, som kun findes i rigmandshjem. Det andet hold indlogerede sig på et almindeligt hotel, dog med en høj standard.
    Det var den nat John, Jens og Johan plankede den efter et værtshusbesøg. ”Schweizerhuset” var omgivet af et højt indbrudssikret hegn og ud mod gaden en stor elektrisk port, hvor man bare skulle trykke på en knap, så kom værten og åbnede. Det kunne de gamle rødder åbenbart ikke finde ud af, de kravlede sgu over porten! Værten blev noget forbavset, da de tre rødder pludselig stod inde i hall´en. Jeg er sikker på, at værten har fået lavet lidt om på indbrudssikringen efter vores afrejse.
    Om aftenen samledes vi til den sidste middag sammen i Lithaun. Blandt talerne efter middagen var der særlig som mødte stor sympati; det var Hardy, en stor rar 63 årig sindig midtjyde, som i en sen alder havde anskaffet sig en motorcykel til små ”dulreture”. Med et lunt smil takkede han os - ”for den store pædagogiske indsats og hjælpsomhed, der blev mig til del under turen”. Hardy havde det bestemt ikke nemt med kortegekørselen og den hårde disciplin, som er nødvendig. Det var første gang, han var på langtur med sin motorcykel og det var første gang, han var sammen med rutinerede og rejsevante motorcyklister.
    Torsdag d. 22. maj blev vi alle inviteret hjem til Roma og Alius og tog på den måde afsked med dem. Vi blev budt på et overdådigt traktement med alt hvad hjertet begærede. Vi hilste på deres søde børn samt Alius´ søster. Pia og Sten havde godter med til børnene for endnu engang at vise Roma og Alius deres taknemmelighed for hjælpen med at hente den glemte mappe hos Maksimovas. Ydermere havde de givet dem en tankfuld benzin og spenderet en middag i Vilnius. Penge ville de absolut ikke have. Roma og Alius har et stort autolakeringsværksted med 12 - 14 mand beskæftiget.
    Efter besøget hos Roma og Alius kørte vi stille og roligt mod østersøkysten, hvor skibet ”Palanga” ventede os. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Kastanietræerne langs vejene stod med deres smukke hvide lys, hvidtjørnen lyste op overalt i de levende hegn og frugttræerne blomstrede duftende omkring os, når vi kørte gennem de små landsbyer. På et tidspunkt holdt vi ind på en udsigtsplads tæt på Lithauns vandrigeste flod, Nemunas, og nød det bugtende løbs frodige bredder. Niels havde på forhånd bestilt lækre håndmadder, sort kaffe m. m. fra en forretning overfor udsigtspladsen. Og der sad vi så, hver især tavse, mætte og tilpasse med blikket rettet mod den kraftige strøm i floden og filosoferede over oplevelserne. Lithaun er nu blevet en del af det europæiske fællesskab. En hastig modernisering er på vej i byerne og på landet, sidstnævnte i særdeleshed.

Nogle nyder udsigten og filosoferer - andre har ikke glemt hvad de også er kommet for

    En stork landede i et elegant svæv på flodbredden og spankulerede søgende rundt. Vi betragtede den længe. Jeg tror vi alle tænkte, at om nogle vil storken osse være et særsyn i Lithaun.